Hvem skal med til fødslen?

Læs her, hvorfor det helst ikke skal være din mor, selvom hun er nok så dejlig…

Det er virkelig klogt at have nogen med ved din fødsel som du er fuldstændig tryg ved. En, der indgyder dig en grundlæggende ro og gir dig ubetinget omsorg. For mange er det indlysende svar her: min mor!

Det er dejligt at have en mor, der har den betydning for dig. Men det er alligevel ikke hende, du skal tage med til din fødsel, med mindre du og din mor har et meget særligt forhold, hvor I også kan tale om alle de rigtig svære ting, og din mor i øvrigt er helt utrolig dygtig til at håndtere sine egne følelser og impulser.

For din mor er du altid Mors Lille Skat. Hun vil altid se din sårbarhed, hun kender dig gennem alle dine aldre, lige fra du var helt nyfødt og lå på hendes mave, og hun favnede dig og svor at ville beskytte dig, resten af sit liv. Nu skal du, hendes lille skat, til at være mor selv, og for at blive det, skal du finde din egen styrke, du skal kæmpe og svede og råbe og møde din afmagt og opgivelse og finde ind til kræfter, du ikke vidste, du havde. Det klarer man ikke ved at blive mindet om sin sårbarhed. Mors omsorg kan nogen gange kalde mere på svaghed end styrke. For mor kan det være en ubærlig udfordring at lade sin Lille Skat kæmpe og have stærke smerter.

Det ligger dybt i vores moderomsorg at beskytte vores barn. Så alle instinkter i din mor vil tilskynde hende til at beskytte dig, at få det svære og hårde til at gå væk. Hun vil måske forsøge at overtale jordemoderen til at gøre noget ved det. Hun vil lide over at du lider. Hun vil vride hænder og glemme at trække vejret. Hun vil forsøge at skjule det, men du vil mærke det alligevel. Og det er ikke det, du har brug for.

Den, du har brug for, er en person, der kender dig rigtig godt. En, som kan støtte dig i at nå både til og over din egen grænse, og som ikke bliver skræmt af fødslen og smerterne.

Det kan være en søster, veninde, eller – allerhelst – din partner.

Næste gang kan du læse om, hvorfor din partner er forrest på point i forhold til at være din støtte til fødslen. Eller du kan se de to små film jeg har lagt op om mandens rolle ved fødsler…